Politik for integration af bæredyghedsrisici

Indledning

Investering har alle dage været forbundet med risiko. I Sparekassen Vendsyssel ønsker vi at give kunderne en god og tryg investeringsoplevelse. Det handler ikke kun om at få kundens investeringer til at vokse, men også om at få dem til at vokse på den rigtige måde for kunden. Når vi yder investeringsrådgivning til kunderne, sørger vi bl.a. for, at kunden er bevidst om risikoen ved investering. Vi forsøger at hjælpe kunden med at beskytte investeringen mod begivenheder og forhold, der kan have væsentlig negativ indvirkning på værdien af vores kunders investeringer. Investeringsrisiko kan komme mange steder fra. Ved bæredygtighedsrisiko forstår vi en miljømæssig, social eller en ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som - hvis den opstår - kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ virkning på værdien af en investering.

Lige nedenfor har vi beskrevet, hvordan vi i Sparekassen Vendsyssel integrerer bæredygtighedsrisici i vores investeringsbeslutningsproces og ved investeringsrådgivning. Det gælder for de kunder, der får rådgivning en gang imellem og for de kunder, der har valgt at give os fuldmagt til løbende at passe deres investeringer. Alt sammen med det formål, at vi kan træffe de bedst mulige investeringsbeslutninger og levere investeringsmuligheder, der kan skabe konkurrencedygtige og langsigtede afkast.

I integrationen af bæredygtighedsrisici i vores investeringsbeslutningsproces og ved investeringsrådgivning arbejder vi med 3 fokuspunkter:

Fokuspunkt 1) Udvælgelsen af samarbejdspartner

Vores samarbejdspartnere og produktleverandører på investeringsområdet, f.eks. investeringsforeninger, udvælges blandt mange kriterier også ud fra et kriterie om, at vores kunders formuer kan investeres ansvarligt. I udvælgelsen af vores samarbejdspartnere på investeringsområdet lægger vi bl.a. vægt på, at samarbejdspartneren, hvor det er relevant:

  • Integrerer miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i investeringsanalyse- og beslutningsprocesser.
  • Er aktiv ejer og indarbejder miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i politikker vedrørende ejerskab og i den praktiske håndtering af investeringerne.
  • Søger at opnå åbenhed om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold fra de selskaber, der investeres i.
Fokuspunkt 2) Screening af investeringer

Vores samarbejdspartnere forventes, hvor det er relevant for deres investeringsprodukter, at identificere selskaber med potentielle bæredygtighedsrisici og eventuelt opstille investeringsrestriktioner over for bestemte industrier.

Det kunne f.eks. være en normbaseret screening af selskaberne, hvor der sigtes mod, at identificere brud på relevante internationale normer og konventioner om menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljøbeskyttelse og bekæmpelse af korruption. For investeringer (eller selskaber), som har et bekræftet brud på én eller flere internationale normer eller konventioner, opfordrer vi til, at vores samarbejdspartnere enten:

  • Indleder dialog med selskabet med henblik på at få selskabet til at tage ansvar for bruddet og ændre adfærd eller

    Ekskluderer selskabet fra investeringsuniverset. Udover den normbaserede screening forventer vi, at vores samarbejdspartnere foretager en aktivitetsbaseret screening af selskaberne.

    Konkret forventer vi, at samarbejdspartneren som minimum ekskluderer selskaber, der agerer inden for:

  • Klyngevåben
  • Landminer
  • Kemiske våben
  • Biologiske våben
  • Atomvåben, der ikke er omfattet af Traktaten om ikke-spredning af kernevåben
Fokuspunkt 3) Aktivt ejerskab

Med det formål at understøtte selskabernes udvikling og langsigtede værdiskabelse forventer vi, at vores samarbejdspartnere på investeringsområdet, f.eks. ved udøvelse af stemmerettigheder eller dialog, påvirker miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold, hvor det er relevant i de selskaber, der investeres i. 

Når kunden vælger en alt-i-en løsning med puljeinvestering

Når kunderne vælger at investere i puljer sker det gennem Lokal Puljeinvest. Her stiller vi krav til vores samarbejdspartner og forvalter om, at investeringerne foretages på en ansvarlig måde. Det sker bl.a. ved, at de overholder FN's principper for ansvarlig investering - UNPRI.

Der lægges vægt på både miljø- og klimaforhold, social ansvarlighed og selskabsledelse. Med andre ord er det en garanti for, at vores samarbejdspartner og forvalter arbejder for at give vores kunder et godt afkast, uden at der bliver gået på kompromis med samfundsansvar og bæredygtighed.

Når vi yder kunden investeringsrådgivning

Når vi udøver investeringsrådgivning, tages der bl.a. også højde for, om kunden foretrækker investeringer i selskaber, som har en høj standard for inddragelse af bæredygtighed i deres daglige drift.

Integration af bæredygtighedsrisici er et blandt mange tiltag

I Sparekassen Vendsyssel holder vi løbende fokus på at integrere bæredygtighedsrisici i investeringsprocesserne, da vi ønsker at skabe langsigtede afkast for kunderne samtidig med, at vi bidrager positivt til samfundet og miljøet.

 

Godkendt på bestyrelsesmødet den 25. februar 2021