Sparekassen Vendsyssel Lemvig har styrket erhvervsafdelingen

32-årige Daniel Garne-Dalgaard (tv.) er ansat som ny erhvervskundechef i Sparekassen Vendsyssel i Lemvig.

Daniel og Carlo
Daniel Garne-Dalgaard kommer fra en stilling som erhvervsrådgiver i Jutlander Bank i Aarhus. Han skal være med til at styrke Sparekassen Vendsyssels erhvervsafdeling i Lemvig, der i flere år har været tegnet af erhvervskundechef Carlo Hald, som fortsætter i afdelingen.

Ansættelsen af Daniel skyldes udelukkende en flot tilgang af erhvervskunder i afdelingen, hvorfor der skulle tilføres yderligere ressourcer og kompetencer. Dem har man fundet i Daniel, der har fået en god start i afdelingen.

- Selvom det har været en noget anderledes tid på grund af corona, har jeg fået en meget positiv start, omgivet af dygtige kolleger og ikke mindst en masse engagerede kunder i nogle rigtig spændende virksomheder.

- Det er meget tydeligt at mærke, at jeg er kommet til et stærkt lokalsamfund med en masse ildsjæle og innovative mennesker, der virkelig vil deres egn, område og fællesskabet.

- Jeg kan også mærke, at vi som lokalt pengeinstitut er med til at gøre en forskel. Her gør vores rådgivning og opbakning virkelig en forskel. Det er en tydelig kontrast til at være erhvervsrådgiver i en by som Aarhus, hvor man ikke kender området og kunderne på samme måde, fortæller Daniel Garne-Dalgaard.

Erfaren herre ved sin side

- Kunderne er også helt nede på jorden, hvilket også passer rigtig godt til mig som person. En dialog med en kunde handler altid om at finde en god løsning sammen, som gerne skulle komme både virksomhed og lokalområdet til gavn, fortæller Daniel, der også værdsætter, at han har en yderst erfaren herre ved sin side i erhvervsafdelingen i form af erhvervskundechef Carlo Hald.

- Carlo kender lokalområdet og områdets virksomheder ned til mindste detalje, så det er en erfaring, som er guld værd, og som jeg trækker meget på. Så tilsætter jeg det mine lidt yngre øjne og et friskt pust udefra, lyder det fra Daniel, der får følgende ord med på vejen af Carlo:

- Daniel er yngre end mig, og vi har derfor også en helt naturlig forskellighed. Men vi supplerer hinanden godt. Samtidig er vores holdning til service og god rådgivning den samme. På den måde er vores erhvervsafdeling i Lemvig blevet styrket væsentligt til stor glæde for kunderne.

- Daniel og familien har valgt Vestjylland aktivt til, da de flyttede hertil fra Aarhus. Det er tydeligt at mærke, at han har en stor lyst og engagement, både til at være med til at udvikle områdets erhvervsliv og til at engagere sig lokalt, lyder ordene fra Carlo Hald.

Et trygt og naturskønt alternativ til storbyen

Privat er Daniel gift med Anne, og sammen har de Albert på fire år og Ingrid på syv måneder. Anne kommer oprindeligt fra Lemvig, så da parret ønskede et trygt og naturskønt alternativ til storbyens stress og jag, faldt valget på hjembyen, hvor familien glæder sig til at blive en del af lokalsamfundet.

- På grund af corona, og dermed nedlukninger i foreningslivet, skoler, institutioner plus mange andre sociale restriktioner, har vi ikke kunnet involvere os allermest i lokalsamfundet og skabe nye kontakter, men det har vi absolut intentioner om at gøre. Det gælder både aktiviteter sammen med børnene og egne aktiviteter i foreninger og forskellige netværksgrupper. Det glæder vi os meget til, slutter Daniel Garne-Dalgaard – Sparekassen Vendsyssels nye erhvervskundechef i Lemvig.

Kontakt mig om bankskifte

Udfyld formularen herunder, så kontakter vi dig med henblik på et uforpligtende møde om bankskifte.