Privatrådgivere til København Rådhuspladsen

Vores afdeling på Rådhuspladsen i København er i rivende udvikling, og igennem de seneste år har rigtig mange kunder valgt os som pengeinstitut. Vi er ikke færdige med at vokse, så derfor søger vi privatrådgivere, som har lyst til at være med på en succesfuld rejse og deltage aktivt i vores fortsatte udvikling.

Rådhuspladsen i København

Du skal, ud over at være en faglig stærk rådgiver, kunne udvikle både din egen og afdelingens kundeportefølje. Du har fokus på den gode kundeoplevelse, du er proaktiv og arbejder struktureret med din portefølje og har altid kalenderen booket 14 dage frem.

Du skal være klar til at bidrage med dine værdier, dele dine erfaringer, påvirke hverdagen med god energi samt medvirke til et godt kollegialt og fagligt miljø. Du motiveres af at skabe resultater sammen med dine kollegaer.

Du kommer til at sidde under samme tag som vores erhvervsafdeling og Private Banking afdeling. Det sikrer bred faglig sparring og personlig udvikling, så vi altid kan finde de bedste løsninger til kunderne.

I sparekassen har vi ordentlighed i højsædet både over for kunder og medarbejdere. Du vil opleve en arbejdsplads med fokus på nærvær, arbejdsglæde og motivation, hvor du har stor frihed og handlekraft i dagligdagen. Vi skaber sammen en arbejdsdag for den enkelte, hvor der er balance mellem arbejds- og familielivet.

Er du ikke bosiddende i København, kan vi tilbyde dig mulighed for at bo i en af sparekassens lejligheder.

I afdelingen er vi 21 medarbejdere, og sammen med vores regionale supportgruppe foregår alt lige fra rådgivning til ekspedition og produktion tæt på kunderne. Vi har fokus på den gode kundeoplevelse og de nære relationer.

Om Sparekassen Vendsyssel

Sparekassen Vendsyssel er en særdeles velkonsolideret garantsparekasse med over 148.000 kunder. Sparekassen er repræsenteret med 39 afdelinger i Nord-, Midt- og Vestjylland samt København og beskæftiger i dag mere end 570 medarbejdere.

Sparekassen Vendsyssels mission er, med udgangspunkt i vores markedsområde, at tilfredsstille behovet for kapitalformidling over for såvel privatkunder som mindre og mellemstore erhvervsdrivende, baseret på kerneværdierne sund fornuft, handlekraft, nærvær og ordentlighed.