Inkasso

Med handel på inkassobasis kan din virksomhed sikre sig i internationale handler uden at det går ud over smidigheden. Inkasso er en hurtig og enkel betalingsform, der minimerer din virksomheds risici.

Inkasso er en anerkendt international betalingsform,  som din virksomhed kan anvende, når I handler med udlandet. Det fungerer sådan, at opkrævning og betaling for en vare sker gennem købers og sælgers pengeinstitut.

Vi kan hjælpe dig med blandt andet import- og eksportinkasso, bankinkasso eller dokumentinkasso.

Ved opkrævning af beløbet fremsendes faktura, fragtdokument og andre dokumenter, der skal bruges for at få varen fortoldet, til købers pengeinstitut. Købers pengeinstitut udleverer dokumenterne, når det har modtaget det opkrævede beløb fra køber.

Det Internationale Handelskammer har vedtaget en række regler, som er retningsgivende for inkasso overalt i verden.
   

Book et møde

Sagsgang

  • 1. Kontrakten afsluttes mellem importør og eksportør.
  • 2. Eksportøren sender dokumenter til sin bank med instrukser om udlevering.
  • 3. Eksportørens bank sender dokumenterne til importørens bank med instruktion om, at dokumenterne kan udleveres mod betaling eller garanti for betaling (accept af veksel).
  • 4. Importørens bank udleverer dokumenterne til importøren, når betingelserne i instruktionerne er opfyldt.
  • 5. Eksportøren modtager betaling.
Inkasso behandles efter internationale inkassoregler, som er tiltrådt af en lang række udenlandske banker. Inkasso består i, at banken behandler dokumenter efter de instruktioner, banken har modtaget fra sælger. Inkasso er dokumentbehandling og har intet med ”retslig inkasso” at gøre.

Begrebet inkasso benyttes kun i de skandinaviske lande. De engelske betegnelser Cash Against Documents (CAD) eller Documents Against Payment (D/P) er mest anvendt.

Vær opmærksom på, at bankerne ved inkasso ikke har nogen betalingsforpligtelse.

Sikkerhed i forbindelse med handel
Betaling i åben regning giver ikke altid tilstrækkelig sikkerhed, for eksempel hvis eksportøren (sælger) ikke kender importøren(køber) tilstrækkeligt til at overlade varerne før betaling. I sådanne tilfælde kan brugen af inkasso give ekstra sikkerhed. Sikkerheden består i, at dokumenterne ikke udleveres før importøren har betalt, eller før der foreligger en accepteret veksel. Det vil sige en garanti for fremtidig betaling.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er fordelene for eksportøren?
  • Sikkerhed for, at importøren ikke kan få adgang til varen uden betaling eller accept af betaling.
  • Smidigere sagsgang.
  • Handel med inkasso er standardiseret og internationalt kendt.
Hvad er fordelene for importøren?
  • Stor sikkerhed for rettidig levering.
  • Kredittid på ordren.