Dronninglund Sparekasse

Nyheder

Finanstilsynet godkender sammenlægningen

Det er tidligere annonceret, at Dronninglund Sparekasse og Sparekassen Vendsyssel ønsker at fusionere efter sammenlægningsmodellen.

På repræsentantskabsmøderne den 5. september i henholdsvis Dronninglund Sparekasse og Sparekassen Vendsyssel blev sammenlægningsaftalen gennemgået, og repræsentantskaberne vedtog enstemmigt at fusionere og sammenlægge de to sparekasser.

Siden da har konkurrencemyndighederne godkendt sammenlægningen. Herefter manglede der
kun en godkendelse fra Finanstilsynet. Den 15. oktober godkendte Finanstilsynet sammenlægningen, og nu kan Sparekassen Vendsyssel og Dronninglund Sparekasse sammenlægges og fortsætte under navnet Sparekassen Vendsyssel.

Dronninglund Sparekasse nedlægges herefter som finansiel virksomhed, og der bliver oprettet en velgørende fond. Fonden får en kapital på 120 mio. kr., som har til formål at støtte mange af de gode aktiviteter, der foregår i lokalområdet.

Kunder og medarbejdere i Dronninglund Sparekasse vil blive budt godt velkommen i Sparekassen Vendsyssel, der af FinansWatch netop er kåret til ”Bedste Finansimage i Nordjylland”. Det forpligter. En respektfuld integration af Dronninglund Sparekasse kan derfor begynde.

Sammenlægningen af de to sparekasser skaber endnu større stabilitet og giver grundlag for fortsat fremdrift.