Remburs

Remburs er en betalingsform, hvor der udveksles penge mod dokumenter. Dokumenterne er oftest ”nøglen til lasten”. Rembursen er samtidig en form for betinget garanti, hvor banken garanterer betaling til eksportøren, når rembursens betingelser er opfyldt.

Remburs
Remburs er en anerkendt international betalingsform.

Hvis køber og sælger ikke kender hinanden, kan det være en fordel at anvende remburs. Med remburs garanterer købers pengeinstitut at betale et beløb til sælger, når denne fremviser korrekte rembursdokumenter. Remburs sikrer sælger mod kommercielle risici.

I nogle tilfælde kan eksempelvis købers oprindelsesland eller dennes bank udgøre en risiko, og derfor kan det være en fordel at få rembursen bekræftet. På den måde flyttes risikoen fra købers bank til sælgers bank, og det sikrer dig endnu bedre sikkerhed for betaling af de eksporterede varer.

Det Internationale Handelskammer har vedtaget en række regler, som er retningsgivende for remburs overalt i verden.
   
Kontakt din rådgiver, eller et bestil et møde nedenfor.


Book et møde
Etablering af eksportremburs

Etablering

  • 1. Kontrakten indgås mellem importør og eksportør, og som betalingsform aftales remburs.
  • 2. Importøren indleverer en rembursbegæring til sin bank (den udstedende bank). Af begæringen fremgår blandt andet rembursens beløb og de aftalte betingelser.
  • 3. Importørens bank udsteder rembursen og sender den til eksportørens bank (adviserende bank).
  • 4. Eksportørens bank undersøger, om rembursen overholder formalia i henhold til de internationale regler og adviserer rembursen til eksportøren.
Dokumentgang ved eksportremburs

Dokument- og betalingsgang

  • 1. Eksportøren sender varen til importøren på den måde, som det er forlangt i rembursen, og fremskaffer afskibningsdokumenter, for eksempel konnossement eller luftfragtbrev.
  • 2. Når varerne er sendt, indleverer eksportøren de dokumenter, der er forlangt i rembursen, til eksportørens bank, som gennemgår dem.
  • 3. Eksportørens bank sender dokumenterne til importørens bank.
  • 4. Importørens bank udleverer dokumenterne til importøren mod betaling, hvorefter varen kan udleveres.
  • 5. Importørens bank betaler eksportørens bank.
Remburs benyttes ofte, når eksportøren (sælger) og importøren (køber) ikke kender hinanden tilstrækkeligt til, at eksportøren vil sende varen uden at have sikkerhed for betalingen.

Begrebet remburs benyttes kun i de skandinaviske lande. De engelske betegnelser
Documentary Credit (D/C) eller Letter Of Credit (L/C) er mest anvendt. Det Internationale Handelskammer (ICC) i Paris har udarbejdet ”Ensartede regler og sædvaner vedrørende remburser”.

Reglerne definerer bankers betalingsforpligtelser og er respekteret på tværs af landegrænser. Reglerne definerer også bankernes ansvar i forbindelse med behandling af dokumenter under remburser.

Forskellige former for remburser

I tidens løb er der udviklet forskellige former for remburs, så handelsmetoden i dag dækker næsten enhver form for forretning.

Ubekræftet remburs
Ved at udstede en remburs påtager en bank (udstedende bank) sig importørens
forpligtelse til at betale. Ved at opfylde rembursens betingelser får eksportøren et krav på udstedende bank i stedet for på importøren. Betalingen udløses ved, at eksportøren sender dokumenter til importørens bank. Dokumenterne udleves til importøren, når der er betalt, og importøren kan herefter få udleveret varerne.

Bekræftet remburs
I visse tilfælde kan rembursen bekræftes. En bekræftet remburs betyder, at eksportørens bank bekræfter rembursen. På den måde flyttes betalingsrisikoen fra importørens bank til eksportørens bank. Med en bekræftet remburs er eksportøren uafhængig af eventuelle politiske og økonomiske vanskeligheder i importørens hjemland og har derfor – mod opfyldelse af rembursens vilkår – fuld sikkerhed for betaling af de eksporterede varer.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er fordelene for eksportøren?
  • Krav på importøren flyttes til den rembursudstedende bank.
  • Sikkerhed for betaling til aftalt tid.
  • Sikkerhed for, at importøren ikke kan få adgang til varen uden betaling.
  • Handel med remburser er standardiseret og kendt over hele verden.
Hvad er fordelene for importøren?
  • Stor sikkerhed for rettidig levering.
  • Kredittid på ordren.
  • Mulighed for bedre vilkår på grund af rembursens sikkerhedsstillelse.